Analyse #
Det første udgangspunkt for udviklingen og designet af et it-system, er en analyse af for eksempel virksomhedens processer eller en innovativ idé.
Analysen kan inddrage det tekniske aspekt, det menneskelige aspekt og omverdenen.
Dette kapitel giver et overblik over, hvilke retninger en analyse kan gå i.
Flerfaglighed #
Analyser af it-systemets eksterne forhold, virksomhed, interessenter og omverden hører til hos de andre erhvervsgymnasiale fag: Afsætning, dansk, tysk, fransk, samfundsfag, psykologi, filosofi og virksomhedsøkonomi.
Eksempler på flerfaglige analyser, som har relevans for udviklingen af et it-system, er målgruppeanalyse, interessentanalyse, risikoanalyse og innovationsanalyse.
Top-down eller bottom-up #
Analyser af it-systemets interne forhold, funktionalitet, arkitektur, æstetik etc., kan begynde enten fra det overordnede niveau med domænemodeller (top-down) eller fra bunden ved hurtigt at skrive kode og tilhørende systemtests (bottom-up).
Domænedrevet design #
At begynde analysen abstrakt og konceptuelt kaldes domænedrevet design.
Et it-systems domæne er en samling abstrakte beskrivelser af aktører, genstande, relationer, interaktioner og processer i det miljø, hvor it-systemet skal anvendes.
It-systemer anvendes typisk til automatisering af virksomhedens processer.
Domænemodeller kan begynde med tegninger eller videooptagelser af anvendelsesområdet, som gradvist leder designeren frem mod en detaljeret og formaliseret beskrivelse, som kan udføres af computeren.
Grunden til at man anvender domænedrevet design, er blandt andet for at sikre, at it-systemet opfylder virksomhedens og interessenternes behov.
Testdrevet design #
At begynde med at skrive de nødvendige automatiserede systemtests af en enkelt funktion i it-systemet, kalder man testdrevet design.
Efter man har skrevet en test, så skriver man kode indtil testen holder op med at fejle.
Når man har funktionelle computerkoder omstrukturerer man koderne i en proces som kaldes refactoring indtil koderne opfylder designerens kvalitetskrav.
Derefter fortsætter man med den næste funktion.
Grunden til at man anvender testdrevet design er blandt andet for at sikre, at man udvikler robust og korrekt kode.
Funktionel analyse #
Analyser kan handle om at identificere it-systemets funktioner.
Den funktionelle analyse producerer en funktionel model, som beskriver hvad systemet skal kunne, hvordan funktioner relaterer sig til hinanden og afbildninger af input til output
Strukturel analyse #
En strukturel analyse handler om, hvad it-systemet består af.
Den strukturelle analyse undersøger it-systemets komponenter og deres relation til hinanden.
It-systemets komponenter er for eksempel grupperinger af samhørende funktioner, datastrukturer, grænsefladeelementer, brugerroller, aktører, fysiske enheder, netværk og resten af omverdenen.
Data flow-analyse #
Et alternativ til den funktionelle analyse kan være data flow-analyse, som beskriver hvordan data bevæger sig mellem dele af it-systemet.
Data flow-analyse fokuserer på processer og identifikation af input, output, lagring og transformation af data.
De centrale elementer i en data flow-analyse er processer, hvordan data bevæger sig mellem processer, hvor data lagres og grænseflader til eksterne aktører.
Målorienteret analyse #
En målorienteret analyse fokuserer på interessenterne og brugernes hensigter og mål med systemet.
Designmål for et it-system behøver ikke være funktionelle.
Hvis man designer et spil, så kunne et designmål være, at spillet skal være spændende.
Interessenter #
En interessent er en person, virksomhed eller dele af den offentlige forvaltning, som på en eller anden måde har en interesse i udviklingen af it-systemet.
En interessentanalyse sigter på at identificere interessenter og undersøge deres krav og behov.
Målgruppe #
En målgruppeanalyse beskriver it-systemets brugere.
Segmentering #
Markedssegmentering kan hjælp med at afgrænse målgruppen i forhold til udvalgte segmenteringsvariable.
Brugerne kan tilhøre forskellige markedssegmenter og have forskellige forventninger og krav til it-systemet.
Personaer #
En persona er en beskrivelse (et portræt) af en person fra målgruppen. Personaer baseres på undersøgelser af virkelige personer fra målgruppen eller blandt interessenterne.
Når man baserer personaer på en karakteristik af en persongruppe, som personaen tilhører, kalder man det stereotypering.
Scenarier #
Et scenarie er en beskrivelse af en brugssituation. Scenarierne baseres på de brugsmønstre, som it-systemet skal understøtte.
Scenarier involverer personaer og brugsmønstre.
Analyser af scenarier og personaer hjælper med at opdage brugernes eller interessenternes krav og behov og designe hensigtmæssige løsninger.
User stories #
En user story er ligesom et brugsmønster, men tager udgangspunkt i brugerens oplevelser.
Brugsmønstre og aktører #
Et brugsmønster er noget, en aktør kan gøre med it-systemet. Et it-system kan have mange brugsmønstre.
En aktør er en bruger.
Risikoanalyse #
En risikoanalyse afdækker omstændigheder, som kan indvirke negativt på en virksomhed eller et udviklingsprojekt.
Risikoanalyse består som regel af identifikation, vurdering og håndtering af risici.
Innovation #
En analyse af mulighederne for innovation i virksomheden kan være nyttig i forbindelse med identifikation og prioritering af udviklingsprojekter.
Informationssøgning #
How People with Disabilities Use the Web https://www.w3.org/WAI/people-use-web/
5 steps of test-driven development https://developer.ibm.com/articles/5-steps-of-test-driven-development/